Arbejdsskade ved hjemmearbejde

Arbejdsskade ved hjemmearbejde

I takt med at stadig flere arbejder hjemmefra, ønsker flere virksomheder at tilpasse deres forsikringsløsninger, så medarbejderne er fuldt forsikret, når de arbejder hjemmefra. Det kan lade sig gøre med en tillægsforsikring til arbejdsskadeforsikringen.

Hvis en medarbejder udfører sit arbejde hjemme i stedet for på arbejdspladsen, kan en skade godt være omfattet af arbejdsskadesikringsloven.

Det afgørende er, om skaden skete på grund af forhold, som arbejdsgiver har haft indflydelse på, eller om skaden skete på grund af den ansattes egen indretning af hjemmearbejdspladsen.

Den definition giver rigelige muligheder for fortolkninger og gråzoner. Derfor er virksomheder i stigende grad optaget af at fjerne disse gråzoner og usikkerheder, når det gælder forsikring af hjemmearbejdende medarbejdere.

Arbejdsskadeloven gælder hjemme

Stadig flere arbejdsgivere tilbyder medarbejdere muligheden for at arbejde hjemmefra. I den forbindelse får vi en del henvendelser med spørgsmål om, i hvilket omfang arbejdsskadeloven gælder i hjemmet, når der arbejdes derfra.

Som udgangspunkt er forsikringsforholdet ikke ændret. Det betyder, at mens man arbejder hjemmefra, er man dækket af arbejdsskadeloven. Men det gælder kun, hvis skaden er sket på grund af forhold, som arbejdsgiveren har haft indflydelse på og ikke, hvis skaden skete på grund af medarbejderens egen indretning af hjemmearbejdspladsen.

Mange sager i gråzonen

Hvis en medarbejder falder på vej ud for tømme tørretumbleren, så er det næppe en arbejdsskade.

Men hvis en medarbejder på vej tilbage fra tørretumbleren snubler over en ledning til en arbejdscomputer, som medarbejderen har fået med hjem, så er det muligvis en arbejdsskade.

Hvornår ”skaden er sket på grund af forhold, som arbejdsgiveren har haft indflydelse på” er altså ofte et fortolkningsspørgsmål. Derfor ser vi en del eksempler på gråzone-sager fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES), hvor sagerne afvises.

Hjemmearbejde – hvilke regler gælder?

Her er et par eksempler på situationer, hvor man ikke er dækket af arbejdsskadesikringsloven:

  • Faldulykker pga. ting på gulvet, ledninger (ikke forbundet til en arbejdsstation), vand på gulvet, løb på trappe etc.
  • En ulykke på vej til en ikke-arbejdsrelateret opgave, fx hente en kop kaffe, frokost, toiletbesøg, åbne døren for pakkeposten etc.
  • Man er ikke omfattet af loven, hvis man går private ærinder, mens man arbejder fra en hjemmearbejdsplads.

Her er et par eksempler på situationer, hvor man muligvis er dækket af arbejdsskadesikringsloven:

  • En medarbejder kommer til skade under transporten mellem hjemmearbejdspladsen og den sædvanlige arbejdsplads i forbindelse med, at den ansatte skal hente eller aflevere materialer.
  • En medarbejder falder over en ledning til sin arbejdscomputer.

Hvad tillægsforsikringen dækker

Vil man undgå disse fortolkninger, kan det være en god idé at overveje en tillægsforsikring, der kan imødegå disse gråzoner.

Tillægsforsikringen dækker skader sket i forbindelse med udførelse af almindelige private ærinder under hjemmearbejde fx frokost, kaffepauser, toiletbesøg samt øvrige gøremål, som man normalt også ville udføre på sit faste arbejdssted og, såfremt en tilsvarende skade var sket på arbejdspladsen, ville være dækket af arbejdsskadeforsikringen.

Ikke alle forsikringsselskaber tilbyder tillægsforsikringen, så kontakt gerne FMG for yderligere information.

Hvad tillægsforsikringen ikke dækker

Forsikringen dækker ikke skader sket i forbindelse med private ærinder, som man normalt ikke ville udføre på sit faste arbejdssted fx afhentning af pakkepost, ordning af vasketøj, rengøring, pasning af børn, havearbejde og lignende. Skader sket i forbindelse med privat motion, fx gåture, løb eller anden fysisk træning i løbet af arbejdsdagen, er heller ikke dækket.

Formålet med forsikringen er at dække medarbejderen på hjemmearbejdspladsen i de samme situationer, som hvis skaden var sket på arbejdspladsen – og hvor medarbejderen ville være omfattet af den lovpligtige arbejdsskadeforsikring.

 

Vil du vide mere?

Har du spørgsmål til denne information? Så er du meget velkommen til at kontakte din forsikringsmægler hos FMG.

Læs mere

Arbejdsmarkedet Erhverssikring uddyber på deres hjemmeside, hvad der gør sig gældende for hjemmearbejdspladser: https://www.aes.dk/sagsforloeb/fagforbund-forsikringsselskaber-og-selvforsikrede/hvad-kan-anerkendes/situationer-19