FMG-partnere på tur med Interforce

FMG-partnere på tur med Interforce

FMG støtter InterForce, en organisation tilknyttet Forsvaret, der har til formål at etablere et nært samarbejde mellem virksomheder og Reservestyrken. I den anledning var en række FMG-partnere inviteret til ”en dag i trøjen” hos Gardehusarerne i Slagelse.

Gardehusarkasernen – også kendt som Antvorskov Kaserne – ligger i udkanten af Slagelse. Den rummer alle de faciliteter, der kræves for at huse professionelle og værnepligtige soldater, herunder udendørs træningsfaciliteter og øvelsesplads. Og det var præcis dér, det meste af dagen skulle foregå.

De 24 deltagere – herunder de tre FMG-partnere Brian Jensen, Brian H Jensen og Jan H Nielsen

– blev under kyndig og bestemt vejledning inddelt i seks hold af en befalingsmand. Herefter kunne konkurrencen i øvelser hos hhv Hæren, Søværnet og Beredskabsstyrelsen begynde.

Fuld fart fra start

Hæren lagde ud med en tur i fuld fart ud over markerne i en Piranha pansret mandskabsvogn, kast med håndgranater og simulatorøvelser på skydebanen.

Så var det Søværnets tur til at kommandere rundt med holdene. En båre med en såret dukke skulle over en å. En gummibåd bæres ned til vandet, sejles ud, runde en bøje og vende tilbage. Og så lige en forhindringsbane til slut.

Dagens sværeste opgave

Men ifølge Brian Jensen gemte Søværnet deres sværeste opgave til sidst. ”Vi skulle binde knob. Det var klart dagens sværeste opgave,” siger Brian.

Beredskabsstyrelsen beordrede omklædning til fuld brandmandsuniform på tid, hvorefter der skulle slukkes brande og kastes med brandslanger.

Hæderfuld placering

Det var tre trætte FMG-partnere, der sluttede dagen i Sergent-messen med pølser og brød. ”En fantastisk dag,” siger Brian Jensen. ”Vi fik lidt indblik i, hvad der foregår i Forsvaret, og oven i det var det bare en virkelig god og anderledes måde at tilbringe en dag sammen med gode kolleger. Så klart en anbefaling herfra,” slutter Brian. Og hvordan klarede FMG-holdet sig så? Det blev til en hæderværdig fjerdeplads (Søværnets knob trak en del ned), og holdet gik dermed glip af en af de tre store pokaler. Men hvor skal man også stille sådan en henne?

 

Læs mere om InterForce her

Yderligere information:

Per Wistisen, CEO

ForsikringsMæglerGruppen Danmark
Betonvej 10, 4000 Roskilde
Mobil: +45 2969 7748
E-mail: pwi@fmg.dk