Vanvidskørsel og erhvervsforsikring

Tidligere på året trådte de nye regler om vanvidskørsel i kraft.

Reglerne giver politiet mulighed for straks at konfiskere en bil, der er blevet benyttet til vanvidskørsel, hvilket kan have store økonomiske konsekvenser for virksomheder med firmabiler – ligegyldigt om bilerne er købt eller leasede.

Der er nemlig umiddelbart ikke nogen forsikring til at erstatte den konfiskerede bil. Og det uanset om det er erhvervskøretøjer med en erhvervsforsikring, eller det er en privat bilforsikring.

 

Hvad er vanvidskørsel?

Formålet med loven er at hindre vanvidskørsel, og giver politiet beføjelser til at konfiskere en bil, hvis et af nedenstående punkter overtrædes:

  • Ved særlig hensynsløs kørsel.
  • Ved en fartovertrædelse på mere end 100 % af det tilladte, i tilfælde hvor hastigheden overstiger 100 km/t.
  • Ved kørsel med over 200 km/t uanset hastighedsgrænsen.
  • Ved kørsel i bil med en promille på over 2,0.

 

Ingen erhvervsforsikring dækker

I praksis betyder det, at hvis en fører bliver stoppet i sin firmabil, kan politiet beslaglægge bilen uagtet, at det er en firma-/leasingbil, og firmaet er dermed ansvarlig for regningen.

Der findes pt ikke nogen erhvervsforsikring eller privat forsikring, der dækker bilejerens tab ved beslaglæggelse af biler.

 

Konfiskation af firmabil

Ved vanvidskørsel er udgangspunktet altid konfiskation af bilen, også selvom virksomheden som bilejer intet har gjort forkert.

Den eneste mulighed, du som ejer har for at undgå konfiskationen af bilen, er, hvis du kan sandsynliggøre, at konfiskationen vil være ”uforholdsmæssigt indgribende”. Det betyder, at du skal kunne godtgøre:

  • at du ikke vidste eller ikke kunne vide, at føreren ville anvende bilen til vanvidskørsel

og

  • at du har taget alle mulige og rimelige skridt til at sikre din økonomiske stilling i tilfælde af, at bilføreren alligevel anvender bilen til vanvidskørsel.

 

Desværre er der ingen praksis endnu. Derfor vil det være op til domstolen at fastslå, hvilke tiltag der vil være tilstrækkelige til, at bilen ikke skal konfiskeres.

 

FMG anbefaler

FMG anbefaler, at virksomheder er opmærksomme på problemstillingen, og at I tager højde for den nye lov i jeres gældende firmapolitikker.

 

Vil du vide mere?

Har du spørgsmål til denne information? Så er du meget velkommen til at kontakte din forsikringsmægler hos FMG.

 

Du kan læse mere om vanvidskørsel og konfiskation her:

Dansk Erhverv: Vanvidsbilisme medførte beslaglæggelse af firmabil

EVER GIVEN – erstatning efter grundstødningen

EVER GIVEN – krav som følge af grundstødningen i Suezkanalen

Denne information er vigtig for dig, hvis du eller dit forsikringsselskab har potentielle krav mod ejerne af skibet M/V EVER GIVEN som følge af grundstødningen i Suezkanalen den 23. marts 2021.

Fristen for anmeldelse af krav er den 20. september 2021.

Hvorfor er det vigtigt for dig?

De engelske domstole (High Court of Justice of England and Wales) har afsagt kendelse om etablering af en globalbegrænsningsfond.

Hvad er en Globalbegrænsningsfond?

En Globalbegrænsningsfond betyder, at ejerne af skibet muligvis har ret til at begrænse deres samlede ansvar for alle søkrav omfattet af konventionen. I dette tilfælde er begrænsningen sat til i alt 81,563,858 SDR eller ca. DKK 730 mio.

Når begrænsningsfonden er etableret, vil dette beløb eller tilsvarende sikkerhed blive indsat i fonden, hvorefter alle søkrav (omfattet af konventionen) mod ejerne skal rettes mod fonden.

Hvordan bliver et krav i fonden betalt?

Beløbet i fonden vil blive delt mellem alle kreditorer proportionelt med deres krav. Det betyder, at hvis de samlede krav overstiger fondsbeløbet, vil kreditorerne ikke få fuld betaling for deres krav.

Hvilket beløb kan anmeldes i fonden?

Krav til fonden er omfattet af særregler om rederens ret til ansvarsbegrænsning i sager om varetransport. Sådanne ansvarsbegrænsninger vil typisk være baseret på vareværdien, vægt eller enheder. Det betyder, at krav, der rettes mod fonden, skal være begrænset i henhold til disse regler.

Kan du gøre krav udenom fonden?

Når et krav er anmeldt i fonden, kan kravstiller ikke forfølge det samme krav mod ejerne eller ejernes aktiver.

Er anmeldelse i fonden ensbetydende med, at kravet er anerkendt?

Nej. Oprettelsen af en fond er alene for at afværge arrest af skibet. Det er altså ikke en anerkendelse af hverken ansvar eller krav.

Hvordan og hvornår skal du anmelde krav i fonden?

Fristen for anmeldelse i fonden er den 20. september 2021.

 

Krav skal anmeldes til:

The Admiralty and Commercial Registry and Listing Offices,

7 Rolls Building, Fetter Lane, London

EC4A 1NL, United Kingdom

 

med kopi til ejernes advokater:

Holman Fenwick Willan LLP of Friary Court,

65 Crutched Friars

EC3N 2AE, United Kingdom

tel: +44 (0)20 7246 8000, ref: CIW/JBK/43673-5

 

Vil du vide mere?

Har du spørgsmål til denne information? Så er du meget velkommen til at kontakte din forsikringsmægler hos FMG.

Bilforsikring: Dækker en kaskoforsikring altid? Nej. Langtfra.

Mange tror fejlagtigt, at en kaskoforsikring altid dækker, hvis bilen får en skade.

Det er langtfra tilfældet. Det gælder for eksempel ikke, hvis forsikringstageren selv bærer skylden for uheldet. Og det uanset om det er erhvervskøretøjer med en firmaforsikring eller det er en privat bilforsikring.

En formiddag kører et ægtepar ud i deres bil for at handle.

Trafikken er rolig, solen skinner og vejene er tørre. Ægteparret kører bag en varevogn og følger trafikkens rytme. Ved et lyskryds sættes farten ned. Varevognen svinger til venstre og ægteparret følger efter. Midt ude i lyskrydset opdager ægteparret, at der er rødt og ser en taxa komme kørende mod dem fra højre. Men for sent. Taxaen kolliderer med dem og totalskader bilen. Ægteparret slipper med mindre knubs.

Jamen, kaskoforsikringen dækker vel?

Ægteparrets bil er kaskoforsikret, og de var derfor forvissede om, at forsikringsselskabet ville dække skaden.

Men det ville selskabet ikke.

Her fandt man, at ægteparret ved at køre over for rødt selv bar skylden for ulykken, på grund af grov uagtsomhed, hvorfor man ikke ville dække skaden.

Ankenævnet for Forsikring: Det var jeres egen skyld

Ægteparret klagede over forsikringsselskabets beslutning til Ankenævnet for Forsikring. Men heller ikke her, var man i tvivl.

Nævnets afgørelse lød:

Efter sin gennemgang af sagen finder nævnet at kunne lægge til grund, at klageren kørte ind i krydset for rødt lys, og at den forsikrede bil som følge heraf kolliderede med modpartens bil.

Nævnet finder herefter, at klagerens adfærd har indebåret en så indlysende fare for en skade som den skete, at den må karakteriseres som groft uagtsom i forsikringsaftalelovens forstand jf. Forsikringsaftalelovens § 18, stk. 2.

Da selskabet i forsikringsbetingelserne har forbeholdt sig fuldstændig ansvarsfrihed ved grov uagtsomhed, kan nævnet ikke pålægge selskabet at udbetale erstatning, hverken hel eller delvis.

Der er ingen lige vej til ”gratis” skader

Desværre tror mange stadig, at en kaskoforsikring er den lige vej til ”gratis” skader. Som det ses, er det ikke altid tilfældet. Og det gælder både for erhvervskøretøjer med en firmaforsikring og private med bilforsikring.

Vi har dog ikke nogen løsning for denne situation rent forsikringsmæssigt, så dette nyhedsbrev er derfor kun informativ karakter, men dog noget, som mange virksomheder med biler, kunne have glæde af at vide.

Vil du vide mere?

Har du spørgsmål til denne information? Så er du meget velkommen til at kontakte din forsikringsmægler hos FMG.

Sådan kan du forebygge brand

Sommerferien betyder lukkede og tomme virksomheder og kontorer.

Men det betyder desværre ikke, at risikoen for brand holder fri.

Derfor får du her 10 gode råd til at forebygge brand.

 

10 gode råd, som kan forebygge brand

  • Tjek at kopimaskiner, computere, kaffemaskiner mm. er slukkede.
  • Hvis I har håndværkere, der arbejder, mens der holdes ferielukket, så husk at gøre dem er bekendt med jeres alarmanlæg og regler for opbevaring af brandbare materialer.
  • Husk at instruere jeres medarbejdere i ordensreglerne for brandforhold samt placering og brug af brandsikringsmateriel.
  • Tjek at brandsikringsmateriellet er tilstrækkeligt, er i god stand og er synligt og let tilgængeligt.
  • Vær sikker på, at branddøre til kældre, depoter og loftsrum er selvlukkende, og om de kan lukke.
  • Sørg for at skraldespande og containere er forsvarligt indhegnede eller fastspændte, så de ikke kan flyttes og sættes op mod bygninger.
  • Fjern mindre skraldespande der er monteret på ydervægge, under udhæng eller på andet brandbart underlag.
  • Er der brandbare materialer (f.eks. træpaller, pap og lignende) på udendørs arealer eller op ad bygninger, så fjern dem.
  • Tjek at der generelt er ordentligt og ryddeligt på jeres område.
  • Husk at sikre fri passage til alle flugtveje.

Og endelig: Husk at slappe af og holde en god ferie.

 

Vil du vide mere?

Har du spørgsmål til denne information? Så er du meget velkommen til at kontakte din forsikringsmægler.

 

Sådan kan du forebygge indbrud

Sådan kan du forebygge indbrud, når I holder ferielukket

Sommerferien betyder lukkede og tomme virksomheder og kontorer. Men det betyder desværre ikke, at indbrudstyvene også holder ferie.

Derfor får du her en 10 gode råd til at forebygge brand og indbrud.

                                         

10 nogle gode råd, som kan forhindre et indbrud, eller tyveri

Formålet med at forebygge indbrud er, at det skal være så besværligt for indbrudstyven, at man lader være.

 

  • Tjek at udendørs belysning fungerer – indbrudstyve ”hader” lys.
  • Buske og træer må ikke skærme for indsyn til bygningerne.
  • Fjern genstande og materialer, der kan anvendes til at foretage et indbrud. Det kunne f.eks. være sten og fliser.
  • Tjek at vinduer og døre er vedligeholdte og i ordentlig stand.
  • Sørg for at alle døre og vinduer er lukkede og låste.
  • Tjek at tyverialarm og anden elektronisk overvågning fungerer og er tilsluttet.
  • Lad ikke genstande eller udstyr ligge synligt fremme, når virksomheden forlades.
  • Sørg for, at udstyr, der kan friste en tyv, er i aflåste lokaler eller rum.
  • IT-udstyr skal placeres i lukkede og låste sikringsskabe.
  • Få sikringsmærket udstyr som du tænker, er interessant for en tyv, så det bliver uinteressant at stjæle.

Og endelig: Husk at slappe af og holde en god ferie.

 

Vil du vide mere?

Har du spørgsmål til denne information? Så er du meget velkommen til at kontakte din forsikringsmægler.

IT-kriminalitet er ledelsens ansvar

IT-kriminalitet er ledelsens ansvar

Man siger, at der findes to slags virksomheder. Dem der ved, de er blevet hacket, og dem, der endnu ikke ved det. Mange virksomheder bliver hacket, men meget få er villige til at fortælle om det.

Hvor mange virksomheder kender du, der er blevet ramt af hacking? Hvor mange har fået låst it-systemer og kidnappet alle vigtige data som regnskaber, kundeoplysninger, medarbejderinformationer mm, af hackere, der kun vil frigive de stjålne data mod en klækkelig løsesum? Det ved vi ikke, for det er sjældent noget, de ramte virksomheder taler højt om. Men skal vi tro diverse undersøgelser, så er op imod 60 procent af danske virksomheder blevet ramt. Så næste gang du er til møde i erhvervsklubben, så kig dig rundt. Hver anden deltager har statistisk set været i kløerne på en hacker.

Du kan roligt stole på medierne

Medierne bliver ofte beskyldt for at overdrive problemers omfang. Men når det gælder cyberkriminalitet og hackerangreb, mener de fleste IT-professionelle, at mediernes dækning er retvisende.

Tag fx PwC’s Cybercrime Survey 2020. Den viser, at hele 6 ud af 10 danske virksomheder har været udsat for minimum én sikkerhedshændelse. Samtidig svarer 4 ud af 10 virksomheder, at angrebene var målrettet netop deres virksomhed.

Og det stopper ikke her. En undersøgelse blandt IT- og sikkerhedschefer foretaget af brancheforeningen Dansk IT viser, at 76 procent af de spurgte it-chefer, it-sikkerhedschefer og ledere i undersøgelsen forventer flere angreb i de kommende år.

Uden forsikring tager du en stor chance

Desværre lukker alt for mange virksomheder øjnene og håber, at lige præcis de er heldige og styrer udenom cyberkriminalitet. Men det gør de nok ikke.

I historisk perspektiv er Cyberkriminalitet noget relativt nyt, og det er måske en af grundende til, at der stadig er mange virksomheder, som er villige til at tage chancen, ikke at have styr på sin IT-risiko, spare en cyberforsikring og derved løbe risikoen for selv at stå tilbage med omkostningerne hvis (når?) en fremmed tiltvinger sig adgang til virksomhedens it-systemer og data.

Hvad koster et besøg af en hacker?

Vi ved ikke ret meget om, hvor meget de mange angreb koster virksomhederne. Tabet ved et hackerangreb er svært at gøre op. Hvordan prissætter man det fx, hvis nogen stjæler firmaets opfindelser, og man mister en fremtidig indtjening? Eller driftstab, undersøgelsesomkostninger, omkostninger til at genetablere data, udgifter til løsesum der betales i forbindelse med cyberafpresning eller sags- og forligsomkostninger, hvis der bliver rejst sag mod virksomheden med påstand om brud på persondataloven eller lignende?

Det er ledelsens ansvar

Men den største udfordring, vi ser for IT-sikkerheden, er, at der mangler strategisk fokus hos ledelsen.

Virksomhederne er nødt til at erkende, de ikke er 100 procent sikre og aldrig vil blive det.

Alle virksomheder, private eller offentlige, store eller små, risikerer tab som følge af cyberkriminalitet.

Og derfor bør alle virksomheder som minimum få gennemgået deres risikoprofil og få afdækket, om det er aktuelt at tegne cyberforsikring. Følgerne af et angreb kan være uoverskuelige. Som ledelse bør man derfor være sig sit ansvar bevidst og overveje at tænke cyberforsikring ind i sin forsikringsportefølje.

Vil du vide mere?

Har du spørgsmål til denne information? Så er du meget velkommen til at kontakte din forsikringsmægler hos FMG.

 

De rapporter og undersøgelser der henvises til i artiklen, kan findes her:

PwC: 6 ud af 10 danske virksomheder ramt af cyberangreb 

 

Center for Cybersikkerhed: Cyberkriminelle opruster i pandemiens skygge.

 

Syddansk Universitet: Cybersikkerhed er underprioriteret i danske virksomheder.

 

Det Kriminalpræventive Råd: Små virksomheder er lette ofre for it-kriminalitet.

 

 

 

Gode råd før skybrud

Nu begynder sæsonen for skybrud

Skybrud rammer os hyppigt i Danmark. Det betyder mange skybrudsskader, og desværre også skader af et omfang der bekymrer forsikringsbranchen, og dermed også bør bekymre dig.

Virksomheder rammes ekstra hårdt

Det er ikke sjældent, at virksomheder rammes ekstra hårdt, fordi der er lukket i weekender og ferieperioder. Dermed opdages skaderne for sent og risikerer at få et større omfang.

Det er derfor, at fokus på forebyggelse er så afgørende.

Fokus på forebyggelse

I denne Faglig Information fra FMG sætter vi fokus på forebyggelse fordi mange af de skader, der sker, kan undgås ved hjælp af lidt omtanke og rettidig omhu.

Otte gode råd når DMI varsler skybrud

Vær opmærksom på, at det er generelle råd, så du skal altid lige tjekke kravene i din police og forsikringsbetingelser, da det er dem som gælder.

  1. Sørg for at rense tagrender, riste og kælderskakte.
  2. Tjek taget for huller og manglende tagbeklædning.
  3. Fjern inventar og genstande fra kælderen, der risikerer at blive ødelagt af vand, eller løft det op i et niveau der sikrer, at det ikke kan blive oversvømmet.
  4. Husk at tjekke, at pumper i brønde virker og er tilsluttet strømforsyning.
  5. Sørg for, at der er let adgang til sandsække eller andet der kan lægges foran døre og vinduer, så vand ikke kan løbe ind i bygningen.
  6. Når der varsles skybrud, så luk alle døre og vinduer – husk kælder og tagetagen.
  7. Læg noget tungt og dækkende over gulvafløbene i kælderen, fx plastik med en sandsæk over.
  8. Du kan også lukke wc’et med klude i en plastikpose og en sandsæk ovenpå. Det kan forhindre, at kloakvand løber ud over området.

Gode råd hvis skaden er sket

  • Efter skybruddet skal vandet fjernes, og der skal rengøres og desinficeres efter kloakslam.
  • Hvis du selv går i gang med en skadesbegrænsning, og der er kloakvand i oversvømmelsen, er der risiko for sundhedsskader. Husk derfor at bruge gummihandsker og gummistøvler.
  • Sørg for, at der etableres en ordentlig affugtning, så følgeskader som skimmelsvamp undgås. Det bedste er, hvis du kontakter et skadeservicefirma, så skaden bliver håndteret korrekt fra starten.

Kontakt din Forsikringsmægler hos FMG når skaden er konstateret.

Det kan være en god ide at tage billeder af skaderne. Ofte er det nemlig sådan, at et skybrud rammer flere steder på én gang. Derfor er fotodokumentation med til at sikre din bevisbyrde, når skaden skal gøres op, og der eventuelt skal udbetales erstatning.

Har du spørgsmål til denne information? Så er du meget velkommen til at kontakte din forsikringsmægler.

Opbevaring af håndsprit

Sådan opbevarer du håndsprit

COVID-19 har skabt et stort behov for håndsprit. Håndsprit er meget brandfarligt, og forsikringsselskaberne er meget opmærksomme på risikoen.

Derfor får du her en overordnet information om nogle af de regler, der gælder for opbevaring af håndsprit.

Mange virksomheder indkøber for tiden håndsprit i store mængder. Men ved du, at du kun må oplagre 25 liter håndsprit, før du er omfattet af reglerne for opbevaring af brandfarlige eller brandbare væsker?

I bekendtgørelsen om brandfarlige og brandbare væsker indgår håndsprit nemlig på lige fod med andre brandfarlige kemikalier i reglerne for opbevaring af brandfarlige væsker.

I den forbindelse er et par forhold, du skal være opmærksom på.

Hvilken slags brandfarlig væske er håndsprit?

Håndsprit er klassificeret som en brandfarlig væske i klasse I-2, uanset om det er væske eller gel.

I bekendtgørelsen om brandfarlige væsker, vil du se, at der tales om ”oplagsenheder” og ikke liter. For håndsprits vedkommende gælder, at 1 oplagsenhed = 1 liter.

Opbevaring af håndsprit

Du må opbevare op til 25 oplagsenheder (25 l.), før det er omfattet af reglerne for opbevaring af brandfarlige og brandbare væsker. Har du mere end 800 oplagsenheder, skal du have tilladelse fra brandmyndighederne.

Vær opmærksom på, at håndspritdispensere, der er i brug på stedet, er undtaget fra reglerne og er derfor heller ikke omfattet af reglerne for oplag.

 

  • Opbevaring af under 25 liter håndsprit
    Er ikke omfattet af reglerne for opbevaring af brandfarlige væsker.
  • Opbevaring af mellem 25 og 800 liter håndsprit
    Har du mere end 25 oplagsenheder (25 l.) stående, skal lageret indrettes og godkendes efter reglerne i bekendtgørelsen. Ved opbevaring af op til 800 liter håndsprit, som eneste brandfarlige væske, kræves der ingen tilladelse fra brandmyndigheden.
  • Opbevaring af over 800 liter håndsprit i en bygning
    Der kræves en særlig tilladelse fra brandmyndigheden.

Mængden regnes pr. rum eller bygning, der er tilstrækkeligt brandmæssigt adskilt fra hinanden.

 

Kontakt forsikringsselskabet hvis… der opbevares store lagre (flere paller) med håndsprit. Så vil forsikringsselskaberne nemlig gerne orienteres med oplysning om adressen, mængden og at brandmyndighederne har godkendt opbevaringen.

Vær opmærksom på, hvordan du opbevarer håndsprit

Når du opbevarer håndsprit i virksomheden, skal du sikre, at håndspritten:

  • opbevares i den originale emballage.
  • opbevares på et tørt, køligt og ventileret sted.
  • ikke udsættes for varme.
  • ikke placeres ved el-tavler eller opladestationer, håndværktøj, el-cykler eller andre el-artikler, der udvikler varme.

 

Vores råd er, at du kontakter de lokale brandmyndigheder, hvis du er tvivl om hvor og hvordan du opbevarer håndsprit.

 

Læs mere fra Beredskabsstyrelsen om opbevaring af håndsprit.

 

Har du spørgsmål til denne information, er du meget velkommen til at kontakte os.